Lyden af hove som trasker igennem skovbunden, en blød mule og glæden ved at galopere i den fri natur – alt dette og meget mere kan du opleve på godset Lyngebækgaard, som i samarbejde med Copenhagen Polo Club, tilbyder rideture i den smukke natur.
Rideturene varer 1 times tid og foregår på private stier i den nordsjællandske natur med udsigt over smukke Øresund tæt på Nivå og Kokkedal.
Hestene er veltrænede poloheste, og derfor vant til mange forskellige mennesker, og selv hvis du ikke besidder den store rideerfaring, kan du derfor sagtens komme med – børn er også mere end velkomne i ledsagelse af en voksen.
En erfaren instruktør guider jer igennem hele turen og hjælper naturligvis også med det praktiske og sørger for, at I får udleveret det korrekte udstyr.
Lyder oplevelsen som det du drømmer om, kan du allerede nu gå ind på deres hjemmeside og se hvilke tider der er ledige.